Toftevej 26, 8543 Hornslet

Centralt i Hornslet - velholdt villa med smuk have og god plads

Midt i Hornslet finder du denne velholdte bolig med kort afstand til skole, indkøb, togstation og idrætsfaciliteter. Her får du en klassisk villa med en funktionel planløsning – og en have, der er noget særligt.

Stueplan - Brændeovn, udestue og god plads til hverdagen

Stueetagen rummer en hyggelig stue med vinduespartier mod både øst og vest, så lyset følger dig hele dagen. Her er god plads til både spisning, afslapning og samvær – og med direkte udgang til udestuen bliver rummet ekstra anvendeligt i forårs- og efterårsmånederne. Køkkenet fra 2000 ligger i åben forbindelse og fungerer som en naturlig del af hverdagslivet. Derudover rummer etagen et badeværelse med gulvvarme, et soveværelse med originale skabe samt et gennemgangsrum med trappe til første sal – oplagt som hjemmekontor eller læsekrog.

Første sal - Lys og luft under skråvæggene

På førstesalen møder du en rummelig stue med asketræsgulv og et fint lysindfald fra karnapperne og dobbeltdørene ved den franske altan. Herfra er der kig ud over byen og det omkringliggende landskab. Etagen rummer desuden to værelser med faste skabe – velegnede som børneværelser, gæsterum eller kontor.

Kælder - Anvendelig og med god loftshøjde

Kælderen er funktionel med et bryggers og en bruseniche samt to disponible rum. Det ene fungerer i dag som opbevarings- og hobbyrum og er den tidligere garage. Her er god loftshøjde og mange anvendelsesmuligheder.

Uderum - Velanlagt have, drivhus og garage

Haven er smukt anlagt med flere terrasser, hyggelige kroge og grønne zoner. Her er højbede, buske og træer, der tilsammen skaber en stemningsfuld og ugeneret ramme om udelivet. Et drivhus med siddeplads giver mulighed for både dyrkning og afslapning, og i den bagerste del af haven finder du også et isoleret skur/værksted. Derudover medfølger en fritstående garage med plads til bil og opbevaring.