Bøgebjerget 15, 8420 Knebel

Når kun det bedste er godt nok.

Denne flotte, fuldmurede, arkitekttegnede villa ligger perfekt placeret i det bakkede landskab og byder på en betagende panoramaudsigt over både Knebel Vig og det omkringliggende landskab. Bygget i 2018 på endegrunden af en lukket vej, udgør denne villa det ypperste inden for moderne byggeri, komfort og integration med naturen.

Med kun 300 meter til en dejlig og charmerende badestrand med badebro er nærmiljøet ideelt til solrige dage ved vandet og måske en lille sejltur i en mindre jolle. For dem, der elsker at sejle i større skala, er beliggenheden også perfekt med blot 1,6 km til den idylliske havn, Knebelvig Bådelaug, der giver mulighed for at dyrke sejlerlivet og den maritime atmosfære i fulde drag.

Ved ankomsten til villaen bliver man budt velkommen af et flot indgangsparti, der straks fanger opmærksomheden med den fænomenale udsigt. Indretningen er naturligvis nøje gennemtænkt, så køkken/alrummet og stuen er placeret perfekt for at maksimere udsigten over Knebel Vig, Mols og helt til Aarhus. Fra alrummet er der direkte adgang til den store ugenerte terrasse, der indbyder til udendørs aktiviteter og hyggelige stunder med familie og venner.

Inde i huset fortsætter den høje standard med sildebensparket i både stue og køkken/alrum, kvalitets hårde hvidevarer fra bl.a. Gaggenau og armaturer fra danske Vola og Quooker - og så er der naturligvis gulvvarme overalt. Elementerne i både køkken og badeværelser er fra Hanstholm Køkken, der er kendt for dansk snedkerhåndværk siden 1968, og bordplader i bryggers og køkken er Dekton. Villaen byder også på en forældreafdeling med et stort soveværelse, walk-in garderobe og luksuriøst badeværelse med både bruser og karbad, samt tre rummelige værelser - alle med udgang til terrasser. Der er også et praktisk aktivitetsrum eller hjemmekontor, der kan tilpasses familiens forskellige behov.

Bryggerset har direkte adgang til den integrerede dobbeltgarage og et mindre værksted, begge opvarmede med gulvvarme, hvilket sikrer en behagelig komfort og en alsidig anvendelighed. Solcelleanlægget på taget bidrager til bæredygtighed og reducerer samtidig energiomkostningerne.

Opført af Orla Kragelund, der er kendt for sin superhøje byggekvalitet, tilbyder denne villa en solid og tryg ramme for familielivet. Villaen repræsenterer ikke bare et hjem, men en livsstil, hvor komfort, elegance og natur går hånd i hånd. Hvis du selv overvejer en lang og besværlig byggeproces, kan du her nemt og bekvemt springe denne over og flytte direkte ind i denne fantastiske og enestående villa på en lige så fantastisk og enestående beliggenhed.